Tilbageblik PDF Udskriv Email
Skrevet af Webmaster   
Onsdag, 18. februar 2009 12:51






 

 

Af Poul Møller
Artiklen er skrevet i forbindelse med ÅS' jubilæum i 1998


Ved læsningen af ÅS' klubblad (som nu desværre er i bero) og tilgængelige "Sportsdans"- blade bliver man klar over, at ÅS har præget dansk sportsdans på mange fronter gennem årene.

Allerført har det været interessant, at se mange navne i dagens ÅS også har været med fra starten. Årsagen kan måske tolkes til at være det, Marianne Thygesen udtrykte i klubbladet, da hun rejste til København i 1990: "ÅS er vores klub".

Helt tilbage i 70'ernes begyndelse støder man på dansere: Birthe Sand (Krabbe), Lene Mikkelsen, Jessie Vestskov, Claus Larsen, Glenn Weiss, Poul Møller, Flemming Larsen, Anette Græm, Leif Krabbe, Kenneth Pedersen, Marianne Thygesen og på ledersiden: Henning Mikkelsen og Jørgen Thygesen. I 80'erne Anita Sell, der dog først senere kom til ÅS, Vibeke Toft, som dansede i MJS, men som senere med Claus Pedersen flyttede til ÅS. På ledersiden Kirsten Græm og Ole Jørgensen. Også den nuværende formands navn Henrik Larsen dukker op i redaktionen af klubbladet "Danse Nyt". Senere i 1988 bliver Henrik valgt som formand. I året 1979 får ÅS sin fane fra Danmarkssamfundet.

Det er ikke bare dansemæssigt, at ÅS har været synlig, til tider endda meget synlig f.eks. ved DM latin i 1978, hvor ÅS besatte fra 1.-4. pladsen i børn I, fra 1.-5. pladsen i børn II. Hele junior I finalen. I junior II og ynglinge fra 1.-5. pladsen og endelig i voksen rækken en 2. plads. I dag er dominansen omvendt proportional. Holdmesterskabet er hjembragt mange gange, det første i 1977 - standard/latin, men også i Jitterbug/Rock'n Roll.

Men synligheden har også gjort sig gældende i det organisatoriske. Lokalt i Idrætssamvirket Århus og på landsplan inden for Dansk Sportsdanserforbund (DS). ÅS har været repræsenteret i forretningsudvalget for DS og i andre DS udvalg, samt i Jysk Sportsdanserforbund nu DSV. ÅS'ere har tillige været med til at opbygge DS' træner/dommeruddannelse både i standard/ latin og Rock'n Roll. Kort sagt, ÅS har hele tiden haft fingeren på pulsen.

Men tilbage til lidt historie:

70'erne. I 1973 dannedes Århus Sportsdanserforening som en af landets første og største foreninger omkring danselærerne Ringgaard. Der var på det tidspunkt 175 medlemmer. I 1978 afhænder Ringgard Dans store dele af deres forretning til ÅS og fortsætter som instruktører i foreningen frem til 1981, hvor foreningen sprænges og fortsætter som 2 foreninger. ÅS fortsætter uden Ringgaard og mange af foreningens tidligere topdansere træder til som instruktører.

ÅS startede på Åbykroen. I 1978 udvidedes aktiviteterne til også at have undervisningssteder i Brabrand, Lystrup, Holme og Skæring/Egå. På et tidspunkt havde man også et samarbejde med Skovbakken om dansehold, men ÅS har også haft "satellitter" i Odder, Skovby og Mårslet.

ÅS har altid haft fingeren på pulsen med hensyn til modedanse: f.eks. Hip-Hop, Electrick Boogie, Lambada, Jitterbug og Salsa, men også step og ballet har man kunnet gå til i ÅS. Den seneste aktivitet er Flamingo.

ÅS har altid været en klub i fuld aktivitet, nytænkende på mange måder. I 1976 havde vi et foreningssamarbejde med AGF og Århus Pigegarde i "The Group", som resulterede i en tur til Israel. En børnefestival var i 1979 indlagt i Festugens dansestævne. Festugens stævne startede i 1974. I klubregi startedes for ÅS-medlemmer en fredagsklub - diskotek/hyggeaften. I 1979 nedsatte ÅS et "sminkeudvalg", som skulle arbejde med et forslag til et reglement vedrørende sminkning af børn og juniorer.

80'erne. I 1980 ændredes ÅS logoet og ÅS startede sin deltagelse i Århus Kommunes Parkunderholdning. 1. gang måtte det dog aflyses på grund af regn. Foreningen flyttede til nye lokaler efter opdelingen. Først til Håndværkerforeningen, senere til Nørregade "Århus Dansecentrum", hvor for øvrigt dansens første transportable Junckers sportsparket "endte" sine dage. I 1982 startedes et samarbejde med Tivoli Friheden - Tivoli Frihedens Jitterbug/Rock'n Roll mesterskab. Første gang med deltagelse af 6 par. I 1997 var der 54 par med på scenen. Støtteforeningen ÅS kammeraterne ser dagens lys, og i 1983 blev ÅS's berømte julefrokoster startet. Der var opstart af træningslejre først i Fuglsø, senere på Den jyske Idrætsskole i Vejle for så igen at blive afholdt i Fuglsø, for så at ende på Århus Idrætspark.

I 1984 ændredes ledelsesstrukturen i ÅS til en fællesbestyrelse - et forretningsudvalg og flere udvalg (DS struktur). ÅS bliver endnu mere synlig i offentligheden med store opvisninger bl.a. i Skjern, deltagelse i "Eldorado de lux" i DR-TV nytårsaften. Senere er ÅS'ere med i en portrætudsendelse omkring Henning Stærk og i TV-2's "Faktisk", hvor en studievært skulle lære at danse Jitterbug/Rock'n Roll. Lokalt blev der etableret et samarbejde med showmanden Carsten Hjort i "Sjov, Sjasse og Charme", som senere førte til ÅS-dansepars deltagelse i "Hjort Tonight" - et lokalt TV-underholdningsprogram.

Det er også i dette årti, at ÅS banko starter. Sidst i 80'erne tager ÅS på lederkursus/seminar på Vægtergården, Mols - en dialog om fremtiden. Om det var dette, der førte til indstiftelse af "Elefantordenen", skal være usagt, men sikkert er det, at Henning Mikkelsen takkede af som formand og indstiftede denne orden, som har fået en ny ridder hvert år.

I 1989 kom de første sponsoraftaler med dengang Handelsbanken og lidt senere Team KS. I den forbindelse blev ÅS's elitestruktur skabt, ligesom Team ÅS - en fond som aktive og instruktører kan ansøge om penge til ekstraordinære formål.

90'erne. Hvem husker ikke Jitterbug/Rock'n Roll afdelingens "Elvis Danse Medley" som indslag i Festugedansen. ÅS får sin klubdragt og nye sponsorer: Den Danske Bank (Handelsbanken) og Junckers Industrier. Og da ÅS bliver fusioneret med Midtjysk Sportsdanserforening kommer Unibank med ind i billedet som sponsor. Igen får ÅS et helt nyt logo og planerne omkring udvidelse af Team Danmark Centeret ved Århus Idrætspark tager sin begyndelse. Hvilket resulterer i, at ÅS skifter lokalerne på Gjellerupvej ud med de helt nye lokaler ved Århus Idrætspark. Undervisningen i lokalerne i Nørregade fortsætter sideløbende og der etableres et samarbejde med DK-dans omkring undervisning af børn. ÅS's klubblad "Å-stedet" og ÅS-idrætsdag bliver etableret i og omkring Stadion. ÅS deltager i den store legedag (DGI) og hvem husker ikke vor nuværende borgmester Flemming Knudsens åbning af Festugens Maraton-Twist konkurrence.

Der var holdkampe med venskabsklubberne 'Tus-Alstertal i Hamborg og Tanzsportclub Silberschwan i Zwickau. Busture til EM'er og VM'er. Showdansernes tur til Hamborg "Tanz für Unicef", åbent hus arrangementer og den traditionelle forårsopvisning samt alle de DS turneringer ÅS har stået som arrangør af gennem alle årene.
En drøm om et firkløver bliver en realitet i 1996. Junckers, Unibank, FS-Tryk og Ceres.

Der kunne nævnes meget mere og mange navne, men alt skal jo have en ende, og vi kan her i jubilæumsåret konstatere, at ÅS stadig har fingeren på pulsen og at ÅS er "vores klub", bevist med deete dette 25. års jubilæums aktiviteter. ÅS er klar til endnu 25 år, men det vender vi tilbage til til den tid.

Senest opdateret: Onsdag, 18. februar 2009 20:03