|
(Gældende for standard-/latin talent- og ungdomsdansere) Overordnet Målsætning Århus Sportsdanserforening ønsker en velfungerende ungdomsafdeling, baseret på dansernes fællesskab og kammeratskab, og et positivt forældresamarbejde.
Sportslige Værdier Århus Sportsdanserforening arbejder for at sikre en konstant dansemæssig og sportslig udvikling af danserne i ungdomsafdelingen. Dette skal ske med udgangspunkt i faste kvalitetstilbud indenfor undervisning og træning, i et omfang der passer til medlemsgruppens alder, niveau og antal. Ungdomsafdelingen prioriteres i et sådant omfang, at det er attraktivt at være en del heraf, således at Århus Sportsdanserforening bliver det naturlige valg for nye dansere, og at den bestående medlemsskare fastholdes.
Strategi
Undervisning og træning Der tilbydes som udgangspunkt fast ugentlig undervisning i såvel standard- som latin-amerikanske danse, med instruktør/-er der er 100% engagerede i gruppen, og som har såvel dansemæssig som uddannelsesmæssig kapacitet til at kunne udvikle danserne optimalt.
Endvidere tilbydes der træning i et omfang så danserne kan nå at indarbejde og automatisere de bevægelser de er blevet instrueret i på holdundervisningen. Denne træning søges afholdt med trænerbistand, men danserne skal også kunne øve selvstændigt.
Foreningens holdning til enetimer for denne medlemsgruppe er følgende: Enetimer er et godt supplement til den daglige undervisning og træning under forudsætning af, at der er et fornuftigt forhold mellem mængden af enetimer og den efterfølgende træning. Danserne bør altid indtræne nye informationer til et vist niveau, inden der tilføres mere nyt. Det er desuden foreningens holdning, at enetimer er en 100% individuel sag, både hvad angår omfang, og instruktørvalg. Imidlertid skal der ikke være tvivl om, at det bedste resultat altid vil opnås i et tæt samarbejde med den/de daglige træner/-e.
Lige så lidt som det er mængden af enetimer - er det heller ikke mængden af instruktører der skaber resultater. I Århus Sportsdanserforening vil det altid være muligt - i en tæt dialog med tilknyttede ledere og instruktører - at finde den optimale sammensætning af instruktion og træning, tilpasset den enkelte danser, uanset alder og niveau.
Endelig tilbydes der minimum en gang årligt en træningslejr på weekendbasis i foreningens eget regi.
Stævner, arrangementer mv. Som medlem af Danmarks Sportsdanserforbund Region Vest, er det naturligt for Århus Sportsdanserforening at opfordre medlemmerne til at bakke op om det officielle turneringssystem i dette regi. Der vil her altid være et relevant turneringstilbud til alle. såfremt der i dette regi udbydes holdturnering, vil denne type turnering have høj prioritet.
Inden man første gang skal forsøge sig som turneringsdanser, vil der være mulighed for information, for såvel dansere som forældre - om hvad det konkret indebærer for den enkelte at turnere.
Uanset hvilket niveau man danser på i foreningen skal det understreges, at alle i statushenseende opfattes ens. Ingen af foreningens turneringsaktive skal derfor opgraderes i stævnesammenhæng, før der er 100% udviklingsmæssig og dansefaglig baggrund herfor. Dette vil foregå i et nært samarbejde mellem daglig instruktør/-er, dansere og forældre.
Der arbejdes til stadighed for, at der udover tilbud i det officielle turneringssystem, også kan tilbydes stævner i såvel indland som udland, af relevans for foreningens dansere - uanset alder og niveau.
Opvisningsaktivitet er pr. definition rigtig god træning. Århus Sportsdanserforening afholder fast i foråret en større foreningsopvisning, hvor det forventes af parrene at deltage. Eksterne opvisninger kan forekomme løbende, og det har stor betydning for foreningen repræsentativt, at der er opbakning fra såvel dansere som forældre til dette. I Århus-området foregår dette altid i ÅS-regi. Såfremt danserne bliver forespurgt personligt om opvisninger fra anden side, vil foreningen generelt have forståelse herfor, såfremt dette ikke kolliderer med andre repræsentative opgaver for foreningen. Af samme grund skal man altid forespørge Århus Sportsdanserforening om man kan påtage sig den slags aktivitet.
Desuden bliver der løbende arbejdet med etablering af fast nationalt og internationalt klubsamarbejde.
Klubfællesskab Kammeratskabet og sammenholdet i Århus Sportsdanserforening har topprioritet. Det er magtpåliggende for foreningen at understrege betydningen af et stærkt klubliv. Den fysiske ramme er til stede i foreningens lokaler på Århus Stadion, hvor alle er velkomne til at bruge væreområderne før, under og efter de konkrete aktiviteter. Klubdragterne er ikke kun en måde at eksponere sponsorer på, men også et kraftigt signal om fællesskab udadtil. Århus Sportsdanserforening har en årelang tradition for gensidig opbakning af turneringsdanserne til stævner. Dette ønskes fortsat i fremtiden, og involverer både dansere og forældre. Som udviklingsforsøg i denne henseende, er der tanker om udvikling af en "mesterlære-ordning" som involverer såvel nye som rutinerede dansere. Denne kan i korte træk beskrives som en tutor- og kontaktpersonaftale blandt de aktive dansere.
Det er foreningens ønske, at de sociale relationer blandt foreningens medlemmer plejes og udvikles. Der vil derfor være stor opbakning fra foreningens side til igangsætning af aktiviteter der understøtter denne side af foreningslivet, ligesom der fra lederside forsøges igangsat denne type initiativer på tværs i foreningsstrukturen.
|