|
Århus Sportsdanserforenings mangeårige sportschef og tidligere formand Henrik Larsen fratræder i ÅS 31/12 2008.
Efter ca. 25 år i topledelsen af Århus Sportsdanserforening, takker sportschef Henrik Larsen af i klubben. Hermed slutter en epoke i Århus Sportsdanserforening, som Henrik har præget og udviklet – især i sin egenskab af formand gennem mere end 15 år og senere som daglig leder og sportschef siden starten af dette årti..
 ”Henrik er en ildsjæl og i høj grad manden bag Århus Sportsdanserforenings succes igennem de seneste mange år – både med at udvikle verdens førende sportsdansere og som arrangør af Århus International Galla, der sammen med mange officielle Europa og Verdensmesterskabs stævner i Århus har sat både klubben og byen højt på dansens verdenskort”, siger formand for Århus Sportsdanserforening Niels-Arne Baden.
Henrik Larsen har igennem de seneste år har foretaget en gradvis tilbagetrækning fra klubbens ledelse, siden han for nogle år siden besluttede sig for at stoppe som formand og primært koncentrere sig om jobbet som sportschef.
I 2007 blev Henrik Larsen ansat i Århus Elite – dels som manager for de professionelle Kristina Juel Stokkebroe & Peter Stokkebroe, der som amatører blev Europa- og Verdensmestre for Århus Sportsdanserforening - og dels som ansvarlig for opbygningen af sektionen ”Århus Elite Dans”.
”Begge parter har siden Henriks ansættelse i Århus Elite vidst, at han på et tidspunkt måtte kvitte den krævende post som sportschef i ÅS. Derfor har vi i samarbejde med Henrik foretaget et glidende ledelsesskifte og har opbygget en ny ledelsesstruktur i klubben med erfarne kræfter i både bestyrelse og den nye sportslige ledelse. Denne proces er vi færdige med, og tidspunktet for Henriks tilbagetræden er det rigtige for begge parter”, siger Niels-Arne Baden.
”Det er naturligvis svært for mig helt at tage afsked med en klub, som betyder så meget for mig, og som jeg har været med at gøre til ikke blot Danmarks førende, men også en markant spiller på det internationale danseatlas, siger Henrik Larsen. ”Men jeg føler, at de nye udfordringer jeg har fået i Århus Elite er så spændende og tidskrævende, at jeg ønsker at give disse opgaverne 100 % fokus.” ”Samtidig bevarer jeg min tilknytning til de bedste amatørdansere via mit fortsatte arbejde i Danmarks Sportsdanserforbunds eliteudvalg, ligesom jeg vil fortsætte med at vedligeholde og udbygge mine internationale kontakter indenfor branchen. Jeg glæder mig utroligt meget til fremtiden, og ønsker samtidig ”min klub” ÅS al mulig held og lykke fremover”, slutter Henrik Larsen.
Henrik Larsens fratræden markeres ved en uformel reception i klubbens lokaler på Atletion, torsdag den 8. januar 2009 kl. 16-17.
For yderligere information kontakt formand i Århus Sportsdanserforening Niels-Arne Baden på tlf. 30 24 98 30 eller Henrik Larsen på 40 63 35 28.
Århus Sportsdanserforening Niels-Arne Baden, formand
Indbydelse til reception torsdag den 8. januar 2009
Århus Sportsdanserforenings mangeårige sportschef og tidligere formand Henrik Larsen fratræder 31/12 2008.
Efter ca. 25 år samlet i topledelsen af Århus Sportsdanserforening, takker sportschef Henrik Larsen af i klubben. Hermed slutter en epoke i Århus Sportsdanserforening, som Henrik har præget og udviklet gennem sit utrættelige, personlige engagement – især som formand i mere end 15 år og som daglig leder og sportschef siden starten af dette årti.
Beslutningen om at fratræde nu, er en naturlig konsekvens af at Henrik igennem de seneste år har foretaget en gradvis tilbagetrækning fra klubbens ledelse, siden han for nogle år siden besluttede sig for at stoppe som formand og primært fungere som sportschef.
Siden medio 2007 har Henrik desuden sideløbende været tilknyttet Århus Elite – dels som manager for de professionelle Kristina Juel Stokkebroe & Peter Stokkebroe og dels som ansvarlig for opbygningen af sektionen ”Århus Elite Dans”.
Som et led i det glidende ledelses skifte har Århus Sportsdanserforening sikret klubbens fortsatte udvikling og fremdrift ved at etablere en ny ledelses struktur i klubben med erfarne kræfter i både bestyrelse og sportslig ledelse. Tidspunktet er derfor det rette for begge parter.
Henriks fratræden sker formelt ved årsskiftet, og i Århus Sportsdanserforening vil vi derfor gerne sige pænt farvel og tak til Henrik for hans store indsats for klubben ved en uformel reception
Torsdag den 8. januar kl. 16.00-17.00 i Århus Sportsdanserforenings lokaler, Atletion
hvor vi håber at klubbens venner, samarbejdspartnere og medlemmer vil møde talstærkt frem.
Vel mødt!
Med venlig hilsen
Århus Sportsdanserforening Niels-Arne Baden Formand
|